I afsnittet ovenfor forklar jeg, at mange forandringsprojekter er udsat for scope creep, udeblivende forbedringer og frustrationer og kaos i forbindelse med implementeringen.
I et projekter taler man om frustrationer, og om at denne frustrationens dal kan blive bundløs. Bundløs skal forstås på den måde:
- At mængden af udfordringer i perioder bliver uoverskuelige
- At medarbejderne vil løbe ukoordineret rundt, og på anarkistisk vis løse udfordringer uden tanke for, hvad der vil være det optimale for helheden.
Det er nødvendigt i en forandring/projekt løbende vurderer, om ”frustrationens dal” er på vej til at blive bundløs, og dette skal vurderes løbende i projektet.
Det som kan ske herefter, er, at frustrationerne og kaosset bliver så stort, at der af mange forskellige årsager mangler et overblik over, hvilke udfordringers der skal løses for at komme kontrol. Ledelsen træffer i kaosset en beslutning om at gå i luften på det nye setup, godt presset af at metaltrætheden i organisationen er ved at blive så stor efter flere måske mange måneders arbejde, at ledelsen er bekymret for, hvad der vil ske, hvis projektet ikke bliver lukket nu.